Bestyrelsesmøde den 3. september 2026

Dato: torsdag den 3. september 2026
Sted: Hos Kim
Deltog: Lone Jepsen, Palle Meinert, Mark Feldberg, Kim Franch.
Afbud: ingen
Referent: Palle

  1. Godkendelse af dagsorden
    Ja
  2. Godkendelse af referat
    Referatet fra forrige bestyrelsesmøde den 3. august 2026 blev godkendt. Det fulde referat kan læses på foreningens hjemmeside her: Bestyrelsesmøde den 3. august 2026
  3. Opsamling vedr. tag (Højvangshaven)
    Som aftalt på det sidste møde har Mark undersøgt muligheden for at ansætte en tømrer på timebasis samt Halds holdning til denne model:
    ○ At ansætte en løsgående tømrer vil gøre foreningen til arbejdsgiver med tilsvarende forpligtelser, hvilket ikke er ønskeligt.
    ○ Hald mener, vi skal lappe taget løbende, efterhånden som der opstår utætheder eller problemer.
    Bestyrelsen foretrækker stadig en løsning, hvor vi er lidt mere på forkant.
    Mark skal i forvejen tale med vores tømrer og vil vende det med ham, alternativt kender Lone et firma, vi kunne høre.
  4. Beboerhenvendelser
    Bestyrelsen har modtaget henvendelser om gener mellem naboer.
    Når man bor tæt, er det vigtigt, at vi tager hensyn til hinanden. Bestyrelsen opfordrer derfor til, at man så vidt muligt først taler sammen og prøver at finde en løsning, hvis der opstår problemer. Det giver som regel et bedre og mere varigt naboskab end at sende klager frem og tilbage.
    Almindelige uenigheder mellem to naboer er som udgangspunkt noget, man selv forsøger at løse. Bestyrelsen går naturligvis ind i sager, der handler om husorden, vedtægter eller andre regler, eller hvor problemerne berører flere beboere.
    Hvis et problem fortsætter, eller hvis der er tale om væsentlige gener, kan man stadig kontakte bestyrelsen.
  5. Henvendelse vedr. renovering af lejlighed
    Bestyrelsen er blevet kontaktet af et tømrerfirma, som har fået til opgave at renovere en lejlighed og i den forbindelse ønsker at udskifte døren.
    Vi udskifter normalt kun de mest kritiske døre, men en hurtig inspektion har vist, at denne dør er i så dårlig stand, at den bør udskiftes.
    Døren adskiller sig fra tidligere udskiftede døre ved at have et glasfelt i stedet for et træpanel, men vores tømrer kan udføre arbejdet til samme pris som tidligere døre.
    Bestyrelsen besluttede at lade vores egen tømrer udskifte døren og koordinere med det firma, der står for lejlighedens renovering.
    Da bestyrelsen ifølge vedtægterne skal godkende forbedringer, ønsker vi dog at kende renoveringsplanerne, før vi giver godkendelse.
  6. Arbejdsdag
    Status på tilmeldinger: Udover bestyrelsen er der indkommet 7 tilmeldinger fra beboere indtil videre. Vi er derfor aktuelt omkring 11, men folk er stadig meget velkomne til at tilmelde sig eller kigge forbi.
    Planlagte opgaver:
    • Udlægning af flis: Lund har bestilt en levering af fliser, som skal fordeles i foreningens fællesbede for at holde ukrudtet nede.
    • Malearbejde: Der skal males udvendige træflader samt indvendige kanter. En beboer har gjort opmærksom på, at det er meget sort hos vedkommende, hvilket Mark kunne bekræfte.
    • Nedløbsrør: Brønkrave og bøjler ved et af nedløbsrørene skal udskiftes. Da nedløbsrøret skal løftes under udskiftningen, hjælper vi hinanden med opgaven i arbejdstiden. Bestyrelsen undersøger, om havemanden har materialer liggende, ellers indkøbes en brønkrave i det lokale byggemarked.
    • Forplejning: Da vi ikke er så mange, vælger vi at bestille pizza til frokost i stedet for at grille pølser. Bestyrelsen indkøber morgenmad, øl og sodavand, og der brygges morgenkaffe på dagen. Vi mødes kl. 09.00.
  7. Eventuelt
    1. Hvepsebo: Der er indberettet hvepse under taget over et vinduesparti hos en beboer. Da hvepsesæsonen går mod sin afslutning, lader vi det løse sig selv biologisk. Havemanden skal ikke udføre det farlige arbejde med at sprøjte under taget, da det vurderes som uforholdsmæssigt risikabelt. Bestyrelsen giver beboeren besked herom.
    2. Nøglesystem: Det gamle Ruko-nøglesystem (med de runde ender) er officielt udgået, hvilket betyder, at det ikke længere er muligt at bestille eller få kopieret nye nøgler. Hvis en beboer mister sine nøgler, er der ingen mulighed for andet end at udskifte låsecylinderen for egen regning. Ved udskiftning af yderdøre flyttes den eksisterende cylinder over i den nye dør. Beboerne opfordres kraftigt til at passe ekstra godt på deres nøgler.
    3. Mandat til havemanden: Ved det sidste møde blev det besluttet at spørge Lund, om han vil fortsætte, hvis bekæmpelsen af ukrudt kan lettes, da vi sætter stor pris på hans arbejde. Det ser heldigvis ud til at være tilfældet, og bestyrelsen har derfor givet grønt lys til, at han i høj grad kan vælge ukrudtsbekæmpelsesmidler ud fra effektivitet frem for pris. Det samme gælder øvrigt udstyr. Hvis der er udstyr, som ikke længere fungerer hensigtsmæssigt, skal han ikke tøve med at få det udskiftet.
    4. Brandveje og private afspærringer: Ved sidste møde diskuterede vi, at vi ikke kun havde mistet adgangen til bommen ved Spangsbjerghaven 114, men at beboerne også havde opstillet forhindringer. Mark har efterfølgende taget en runde og konstateret, at situationen er den samme ved andre bomme. Han har derfor indsendt billeder og dokumentation til brandvæsenet for at få en officiel afklaring på, hvor den gældende brandvej reelt løber, så vi sikrer, at redningskøretøjer har fri passage.
      Palle mindes at have set dokumentation på, at adgangen var ved børnehaven i Højvangshaven ved Spangsbjergkirkevej, og at de skulle vende i rundellen ved Spangsbjergmøllevej. Det stemmer overens med, at den nærmeste vandhane er på Spangsbjergkirkevej.
      Kim supplerede, at vi tidligere har fået asfaltbiler ind ad den vej.
      Vi afventer den officielle tilbagemelding.

Næste møde: 4. November hos Mark

Illustration Vecteezy